Kostpolitik for Klitmøller Børnehus og SFO (let eftermiddagsmåltid)
Kostpolitikken i Klitmøller Børnehus er udarbejdet af ledelse, forældre-bestyrelse samt kostfagligt personale ansat i Børnehuset. En stor del af barnets daglige kost bliver indtaget i institutionen. Derfor mener vi, at vi har pligt til at have klare retningslinjer for kosten, næringsindholdet heri og det etiske omkring mad og måltid. Alt dette uddybes nedenfor.
Vi har økologisk spisemærke i sølv.
1) Maden i børnehuset er tilrettelagt efter sundhedsstyrelsens 10 kostråd. Disse kan ses på www.altomkost.dk
2) Dagskostens næringsindhold er sammensat efter sundhedsstyrelsens anbefalinger for målgruppen børn op til 6 år. Anbefalingerne kan læses på dette link. https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/sundhedsoplysning/ sundhedsoplysning/kost/danske-naeringsstofsanbefalinger/
3) Økologi og bæredygtighed prioriteres højt.
I Børnehuset køber vi mejeriprodukter, grøntsager, frugt, meltyper, kødkonserves og mange flere økologiske fødevarer. Her vægter vi at minimere indtaget af sprøjtegift i børnenes mad. Vi ønsker at skåne miljøet mest muligt, og vi ønsker at minimere køkkenets klimaaftryk i det omfang, det er praktisk muligt. Vi prioriterer at flere retter i løbet af ugen er kødfrie. Dermed “sparer vi op”, og det muliggør, at vi i videst mulige omfang serverer økologisk kød. Vi tilstræber altid at anvende dansk-produceret økologisk kød. Vi har det økologiske spisemærke i sølv.
4) Danske råvarer sæson.
For at kunne efterleve vores ambition om et økologisk og bæredygtigt køkken benytter vi os altid af danske råvarer, når det er muligt, og altid prioriteres råvarer i sæson. Derved opnår vi også større variation i menuerne, vi får flere vitaminer, mineraler og kostfibre tilført naturligt i kosten, og børnene vil blive introduceret for mange forskellige emner, hvilket på sigt forhåbentligt vil gøre dem mere modige og mindre kræsne.
5) Børnehaven har IKKE en sukkerfri kostpolitik.
I Børnehuset har vi ikke en nultolerance overfor tilsat raffineret sukker. Vi benytter os meget af syltemetoden i køkkenet, og vi vil hellere benytte os af sukker end kemiske sødemidler i syltelagen. I Børnehuset har vi ansat kostfagligt personale, som forholder sig fagligt til sukkerindholdet i kosten. Til børnefødselsdag opfordrer vi forældre til at tænke over sukkerindholdet i f.eks. kage, slik, boller m.m. Et godt alternativ er at servere noget fuldkorn, grove grøntsager eller andet ved siden af. Der skal også være plads til engang imellem at afvige fra anbefalingerne. Oftest vil det være i forbindelse med f.eks. jul, påske, fastelavn osv. Vi vægter også traditioner og det at få lov til at få serveret noget særligt ved f.eks. højtider.
6) Vi tilstræber at imødekomme diæter
I børnehaven har vi ansat kostfagligt personale. Dette gør, at vi rent fagligt kan imødekomme forskellige diæter og målgrupper.
Eksempler på måltider i Børnehuset
Morgenmad: Fuldkornsboller eller fuldkornsfranskbrød, rugbrød, smør, ost, to slags kødpålæg, grød på varierende kornsorter med topping f.eks. mysli, marmelade eller kompot, rugfras, havregryn, speltflager, mælk og vand.
Formiddag: Grød, smoothies, yoghurt, frugt, grønt, mos, puré, rugbrød, sandwich eller bagværk.
Frokost: Rugbrød: flere slags pålæg minimum en slags fisk, cremet salat med f.eks. tun, kylling, rejer, skinke, grønt og syltet tilbehør. Suppe med toppings, lune retter til fx rugbrød eller fuldkornsbrød.
Eftermiddag: Grød, smoothies, grovboller, fyldig salat, frugt, grønt, mos, puré, rugbrød, sandwich eller bagværk med pålæg eller fyld.
Madpakker – skole og børnehus
På Fødevarestyrelsens hjemmeside findes der inspiration til den gode madpakke: http://www.altomkost.dk/Inspiration/Maaltider/Madpakker/Tips_til_madpakken/forside.htm
Madpakken bør indeholde alt slags groft brød, frugt og grønt, alt slags pålæg; kød, fisk, frugt og ost. Endvidere gerne nødder og mandler. Det overordnede mål er, at børnene får en sund og varieret kost, det vil sige, at et stykke mørkt pålægschokolade på rugbrød opfattes som okay, hvis ellers madpakken er varieret.
Vi henstiller til, at madpakkerne ikke indeholder slik og søde sager såsom mælkesnitter, drikkeyoghurt, juice, kiks og lignende. Ligeledes bør der ikke være hvidt brød i madpakken hver dag og aldrig som eneste brødkilde. Børnene har mulighed for at få deres madpakker i køleskabet og benytte microovnen på skolen.