SildeNyt
Kære forældre og sild
Der sker meget hos sildene i øjeblikket – dejligt.
Vi har taget imod Emil og Alma, som allerede nu, efter en uge, føles som en fast integreret del af os. Hjertelig velkommen til.
Sidste uge var hummeruge, hvor vi havde en del udfordringer, men sildene var super gode og rummede de daglige ændringer fint. Udfordringer var bl.a. et maler-klargjort lokale uden lys med megen rumklang. Jeg synes, vi fik gjort lokalet til vores og på dag to, tænkte vi ikke mere over de “skøre” ting, men talte i stedet om, hvor spændende det bliver at skulle have klasse i et helt nyt flot lokale næste skoleår. Vi var også ramt af massiv sygdom i lærerkollegiet, derfor havde vi f.eks klasselærerdag onsdag i stedet for projektdag og fejrede fødselsdage ved at hygge med en film fredag. Jeg var hos sildene denne gang, da jeg fortsætter som deres klasselærer næste skoleår.
Ugen startede med nye pladser i nye teams. Det er blevet til – team enderboard, team hestesko, team magic candy og team store giftige skorpioner – denne gang gik det lettere for nogle og sværere for andre….det kan være en stor udfordring at lytte, komme med forslag, blive enige og ikke få det præcist som man ønsker. Vi taler i processen og vi øver os på teamsamarbejdet. F.eks. skiftes man til at være bordformand og det at skulle skrive teamet op i rækkefølge, kan være en stor udfordring, men efter at have talt om hvor fint team giftige skorpioner klarede det, kunne andre teams også kopiere “kunsten” 🙂
Vi fik også vores eget “silde-ude-legetøj”. Dvs. her hvor vi nærmer os sommeren, har vi brug for andre ude-legeting. Sildene har nu deres egen kasse med tingene i klassen, som skal tages med ind efter hvert frikvarter og kun bruges i skoletiden. Hvis I har noget hjemme I kan undvære, tager vi imod med kyshånd 🙂 Inden frikvartererne taler vi tit om, hvad de forskellige børn gerne vil lave/lege. På den måde får de mulighed for at vælge lege til og ved, hvad der bliver leget hvor. Jeg synes, de har rigtig gode frikvarterer og når konflikter opstår eller nogen har brug for hjælp, er de gode til at løse det eller bede om hjælp til at løse det. Efterhånden er de super gode til at tage snakke om episoder og har mange gode vinkler/løsninger, når vi taler på klassen.
Vi har i dag haft vores første dag som “nye ” sild. Vi er nu 14 i stedet for 21. Vores “store” sild er savnet, men det er skønt at få de sidste 5 uger til at skabe samhørighed og fællesskabsfølelse, så vi allerede inden sommerferien er en sammentømret ny silde-klasse. Jeg glæder mig til alt det, vi skal opleve sammen i vores nye sildeklasse.
I dag har vi taget hul på to ugers matematikværksteder. Vi arbejder med måling, vægte og uret i vores teams. Vi fokuserer på fagområderne gennem konkrete øvelser og sideløbende samarbejdet i vores teams. O.-og 1. kl. arbejder med samme stof. De resterende uger af skoleåret vil 0.-og 1. kl. være delt med fokus på positionssystemet og addition/subtraktion.
I engelsk har vi øvet farvernes navne på ark, som vendespil og lavet farveklatter til klassen. De sidste tre gange inden sommer, sætter vi fokus på engelske sange.
Vores planter er super klar til at komme ud i vores nye “køkkenhave” på onsdag. Dermed afsluttes frø, spiring og vækst i N/T. De sidste to gange inden sommer, ser vi ind i kroppen – lytter til hjertet og bliver klogere på, hvad vi har “inden i”.
Til sidst vil jeg bede jer om at melde tilbage til mig, hvis I IKKE ØNSKER, at jeres navn, mobilnr og mail skal deles på en klasseliste – senest onsdag d.24/5. I får så en opdateret klasseliste snarest.
Venligst
Birgitte
Efterlad et Svar
Vil du deltage i diskussionen?Vær så venlig at deltage!