Dette er dels en lille sidste krølle på den historie-emneuge, vi havde før påskeferien, og dels en lille fortælling om viljen og modet til at eksperimentere.

Vi tager historieugen først.

Fredag før påske – efter en uges intenst arbejde – skulle laksene fremlægge deres historieprojekter.

De havde valget mellem at fremlægge dem for deres klassekammerater og makrellerne eller kun for deres klassekammerater. Alle valgte at fremlægge for begge klasser. Men ikke nok med det. Grethe og nogle forældre var der også.

De er modige, laksene … sådan at betræde ukendt land, mens rummet er fyldt til randen af voksne og børn, der sidder og lytter og kikker – stiller spørgsmål og giver respons.

De var på i stive 1½ time uden pause. Den dybe koncentration lagde sig som en varm dyne i laksenes klasseværelse.

Vi så billeder og hørte om meget … fra renæssancens mode over krige til sneglegangen i Rundetårn. Ja, vi kom faktisk næsten hele vejen rundt om Chr. IVs liv og levned – også hans barndom og hans familieforhold. Det var noget af en familie han havde … han var godt nok om sig 🙂

Og hvordan gik de så, laksenes første projektfremlæggelser? Sådan set med klasselærerøjne …

Jeg har overværet mange første projektfremlæggelser og ved, hvor svært det er, og hvor mange premierenerver elever kan have. Jeg må sige, at jeg er meget tilfreds med deres debut. Tilfredsheden gælder også deres arbejde i emneugen, men det har jeg vist nævnt tidligere.

Vi mangler lige at lægge sidste hånd på tidslinjen, men det klarer vi i fællesskab i morgen.

Jeg vil lige tilføje, at jeg faktisk er så tilfreds, at vi ikke stopper her. Det skal vi så absolut prøve igen. Faktisk er det min plan, at vi skal øve os rigtig meget. Og næste gang er det min plan, at vi skal fremlægge for hele skolen. Jeg er ret sikker på, at jeg får laksene med på den plan.

Hvorfor er jeg så det? Fordi de altid er med på den værste … også at prøve noget nyt, som læreren heller aldrig har prøvet før.

Det har vi lige gjort i billedkunst … som en konsekvens af, at vores lerarbejde til vores store skuffelse drillede os under tørringen 🙁 Mon det kan lade sig gøre? tænkte vi alle.

Hvad vi har eksperimenteret med, kan I se her:

Gratværk? Ja, gratværk 🙂 Men her lægges der sidste klistrede hånd på gratværket, og det kunne lade sig gøre, skulle vi hilse og sige.

De fine væg- og vinduesophæng af blandt andet store mængder tapetklister (gratværk) hænges op i næste uge.

Hilsen Ulla