Spændende og anderledes turdag for Hummerne
Klitmøller Fribørnehave er venskabsbørnehave med dialyseafdelingen på Thisted Sygehus på tredje år, og onsdag d. 7. januar var det de nuværende Hummers tur til af besøge afdelingen.
Vi havde forinden snakket om, hvad det vil sige, at være dialysepatient og hvad vi måske kunne få at se. Vi snakkede om, hvordan man opfører sig på en afdeling, hvor der er syge mennesker og at man gerne måtte spørge ind til sygdommen og høre godt efter på vores rundvisning.
Det blev onsdag, børnene var klar og jeg var ret spændt på at opleve det i børnehøjde. Rygsækkene var pakket med de vigtige madpakker og hvert barn havde lavet en tegning, samt et pynte glasmosaik, hvilket de så meget frem til at overrække til dialysen.
Vi blev modtaget så godt i dialysen. Vi havde vores helt egen guide i de halvanden time vi var på besøg. Først var vi inde og høre lidt om, hvad vi kunne få at se og at vi under ingen omstændigheder måtte trykke på nogle knapper! Først prøvede Hummerne en seng som kørte højt op i luften, det kunne de fleste lide. Vi hilste også på Maibrit som er Samuels, Therese og Ellies mor, da hun arbejder her. Det var skønt for alle at se et velkendt ansigt midt i hospitalsstemningen.
Så skulle vi ind hvor patienterne ligger og får dialysen, der var 8 i behandling og vi havde fået lov til at snakke og se på en ældre dame. Her så vi hun havde 2 slanger ind i låret hvor blodet kørte rundt og over i maskinen, vi måtte mærke på slangerne og kunne fornemme at blodet var varmt, for det kommer jo inden fra kroppen af. Så måtte vi lytte med et stetoskop der på låret hvor slangerne sad, der lød en susen i ørerne. Nogle børn prøvede alt, andre var meget lyttende og reflekterende og en enkelt måtte lige ud og få en tår vand og et bolche, da det hele blev lidt overvældende. De var så søde og opførte sig så eksemplarisk. Var flinke til at byttes for at se og afprøve, stod pænt og lyttede og stillede også spørgsmål.
Hummerne prøvede også armkræfter ved at hejse sig op i armene ved en lift og alle blev vejet på en meget stor vægt, 4 hummere vejede ca. 79 kg.
Isabella prøvede at få scannet armen og så på skærmen at blodet pumpede rundt derinde.
Vi fik flødeboller og dialysesaftevand som bestod af knust isterninger med lidt saft i, da dialysepatienter ikke må indtage ret meget væske i løbet af en dag.
Tegningerne blev hængt op, og i loftet hang en troldgren, som nu er fyldt af det fine glasmosaik.
Efter besøget trængte vi alle til frisk luft og leg, så vi indtog legepladsen i Christiansgave, hvor madpakkerne blev spist.
Det var 5 meget kloge Hummerbørn som vendte hjem, hvad angår dialyse, men også om egne grænser, men alle var enige i, at de gerne ville gentage besøget.
Tak for en skøn hummer dag.
Hilsen Mie
Efterlad et Svar
Vil du deltage i diskussionen?Vær så venlig at deltage!