13 rigtige
I dag har været en lidt anderledes dag for makreller og laks.
Anne-Katrine og jeg syntes nemlig ikke, at eleverne skulle gå glip af deres ugentlige projektdag.
Og så havde vi måske også en lumsk bagtanke 😉
Det er jo sådan med børn (som med gamle mennesker), at hukommelsen kan svigte. Det er ikke noget, lærere bryder sig om. Så i anledning af den netop afholdte påskeferie besluttede vi at teste deres hukommelse, hvad angår det, de havde lært i emneugen om Sierra Leone.
Udstyret med en tipskupon blev de sendt ud i skoleskoven og ved spejderhuset for at finde de 13 tal, som gjorde, at de kunne svare på spørgsmålene. De var ikke helt tilfredse med, at det smådryppede. De mente, det regnede. Men ud kom de.
Nogle var hurtigere end andre og plagede for at få lov til at gå ind. Det regner, Ulla, påstod de.
Så fik de lov til at gå ind, men kun hvis de satte mælken på plads i mælkekøleskabet og tog materiale frem til efter frokost.
Lige før frokost skulle prøven så stå.
Hvem havde 13 rigtige?
Anne-Katrine forestod slagets gang.
Og nu vil I forældre sikkert gerne vide, hvordan det gik. Hvordan var “eksamensresultatet”?
OVER AL FORVENTNING!
Langt de fleste elever havde mindst 10 rigtige på deres tipskupon – og lærerne var bare så tilfredse, at de lignede katte, der lige har fået fløde 🙂
Som I kan se, var jeres børn også vældigt tilfredse med sig selv 🙂
Efter frokost byggede vi lidt videre på vores Sierra Leonske by.
Der skulle laves guldmine, diamantmine, og der skulle fremstilles dyr af forskellig art.
En super dejlig dag – også selvom det regnede 😉
Hilsen fra Anne-Katrine og Ulla
Efterlad et Svar
Vil du deltage i diskussionen?Vær så venlig at deltage!