Månedsbrev marts
Vi er ved at lægge sidste hånd på “En som Hodder” af Bjarne Reuter. Bogen har givet anledning til megen eftertænksomhed og mange gode snakke om store og vanskelige emner – og store følelser.
Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med børnene om denne bog. De har generelt været forberedt til fingerspidserne, de har lagt stort engagement i undervisningen og arbejdet, og de har også vovet at sætte sig selv i spil. Jeg er en glad lærer 🙂
Vi mangler at læse det sidste kapitel. Det når vi i den kommende uge, hvor vi også skal lave et forfatter”portræt”. Læg venligst mærke til anførselstegnene, for de fortæller, at vi ikke skal male, men skrive. For hvem er han, ham Bjarne Reuter, som har skrevet denne gribende børnebog – for ikke at nævne alle de andre børne-, ungdoms- og voksenbøger han har skrevet?
Det skal vi finde ud af ved at søge relevant information på Internettet og skrive et forfatterportræt. Når forfatterportrætterne er færdige i uge 14, bliver de hængt op i klassen, hvor I er velkomne til at komme og se dem.
Efter påskeferien – måske før hvis vi er heldige – vil vi gå over til noget helt andet, nemlig Læseraketten – Hele Verden I Skole, som i år handler om Sierra Leone i Vestafrika.
Sierra Leone er et smukt land med høje bjerge og hvide strande – og en undergrund fuld af diamanter og guld. Sierra Leone er samtidig et meget fattigt land, hvor mange børn ikke går i skole. Vi skal på besøg i disse børns liv, hverdag, håb og drømme.
I kan orientere jer om Læseraketten og Hele Verden I Skole her: http://heleverdeniskole.dk/ http://heleverdeniskole.dk/laeseraketten/
Vi har været så hurtige på tasterne, at vi er blevet en af de skoler, der får besøg af Læsekaravanen. Den kommer på skolen den 9. maj. Jeg er ret sikker på, at vi også har plads til de forældre, der har lyst til og mulighed for at deltage i besøget.
Læsekaravanen er 8 unge mennesker, som har arbejdet frivilligt i Sierra Leone for at få flere børn i skole. 2 af disse unge mennesker kommer og holder et interaktivt oplæg for os. Oplægget består dels af en præsentation, som inddrager eleverne i forskellige aktiviteter, dels af en “bazar” hvor eleverne kan se, lugte og prøve ting, som er bragt med til Danmark fra Sierra Leone.
Og så en sidste oplysning: Jeg vil bede jer huske at putte bogen til skriftlig dansk (også kaldet vampyrbogen) + skrivebogen i skoletasken til hver dansktime, så vi også kan komme videre i dem.
Nyt om engelsk og tysk senere 🙂
Hilsen Ulla
Efterlad et Svar
Vil du deltage i diskussionen?Vær så venlig at deltage!