• Facebook
  • Flickr
  • Youtube

Klitmøller Friskole og Børnehus

  • Nyheder
  • Skole
  • Børnehus
  • For forældre
  • Kontakt
  • Medarbejdere
  • Kalender
  • Støt op!

Blog - Seneste Nyt

Du er her: Forside » Intranet » Børnehus » Tilsynsrapport for skolen

Tilsynsrapport for skolen

20. juni 2013
20. juni 2013

Tilsynsrapport for Klitmøller Friskole 2012 – 2013 (Skolekode 280215)

Tilsynsrapporten er udfærdiget i henhold til Bekendtgørelsen om friskoler §9, hvor det fremgår, at tilsynet bl.a. skal omfatte følgende punkter:

• Tilsyn med elevernes standpunkt i dansk, engelsk og regning/matematik.

• Tilsyn med skolens samlede undervisningstilbud.

• Tilsyn med om skolen forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.

• Drøftelse af indholdet af undervisningsplaner med leder og lærer

På generalforsamling 30. april, 2012 blev Thisted Kommune genvalgt som tilsynsførende for Klitmøller Friskole. Thisted Kommune har udpeget mig (Søren Ottosen), som den der udførte tilsynet. Kort om mig selv: Jeg hedder Søren Ottosen og er viceskoleleder (igennem 10 år) på naboskolen Hanstholm Skole og inden det, arbejde som folkeskolelærer i 10 år.

Jeg har i indeværende skoleår aflagt friskolen flere besøg, en gang hvor jeg har talt med Ivan (skolelederen) omkring skoleårets planlægning og nogle af de tanker og planer der var for skoleåret – andre gange har jeg overværet undervisningen i forskellige klasser og haft samtaler med flere af skolens elever og nogle af skolens medarbejdere.

Mine besøg som tilsynsførende blev gennemført d. 22/3, 2013 og 5./6 213. Overordnet var jeg interesseret i at danne mig et helhedsindtryk af skolen, dens skolekultur og den faglige undervisning.

Tilsyn:

Foregår undervisningen på dansk? Undervisningen foregår på dansk.

Vurderer jeg som tilsynsførende, at skolen forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre?

Det er min vurdering, at skolen meget fint forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre, blandt andet fordi kommunikationen mellem lærere og elever er præget af ligeværd, inddragelse og åbenhjertighed. Det er min oplevelse, at de voksne på skolen, udviser oprigtig interesse for eleverne og deres synspunkter, hvilket kan være med til at udvikle elevernes tillid til og interesse for at bidrage til folkestyret og demokratiet.

Hvilke klasser og fag har været omfattet af tilsynet:

Morgensamling – hele skolen

Morgensamlingen før 1.lektion startede med alle børn og voksne siddende på gulvet, med retning mod lærredet, som viste teksterne til de fællessange, som blev sunget ledsaget af guitarpil. Morgensamlingen var hyggelig og præget af koncentration og opmærksomt nærvær fra både børn og voksne.

Laksene 4.-5.-6. klasse, matematik

Matematikundervisningen foregik med en fin brug af undervisningsdifferentiering over et tema om glaskunst og design. Det var et krav til eleverne, at cirkler skulle være fokusområdet. Til temaet var der knyttet en praktisk musisk pædagogik, så flere læringsmåder kunne inkluderes. Undervisningen foregik i en god stemning. Det er tydeligt, at eleverne er trygge ved hinanden og hjælper hinanden.

Makreller 2.-3. klasse engelsk

Klassen arbejde med at lærer klokken på engelsk. Først gennemførte klassen en lytte-øvelse, hvor eleverne gentog nogle udsagn om klokkesletter på engelsk. Herefter lavede eleverne en aktivitet, som gik ud på at, alle elever havde fremstillet et ur af en paptallerken, – man skiftedes til spørge hinanden om forskellige klokketidspunkter.

Alle elever deltog aktivt i undervisningsaktiviteten. For de yngste elever var det en udfordring at fordele de tolv tal jævnt på urskiven, imens de ældste elever hurtigere kom i gang med engelsk-øvelsen.

Laksene 4.-5.-6. klasse, dansk

Danskundervisningen indeholdt et forløb om robinsonader. Forløbet inddrog mange sjove og spændende facetter af genren. Undervisningen foregik på den måde, at eleverne enten individuelt eller parvis havde læst robinsonader. Læreren havde talt med eleverne om genrens kendetegn og fremstillet et tydeligt kompendium til eleverne. I kompendiet kunne eleverne hurtigt danne sig et overblik over rammerne for en robinsonade. Eleverne arbejdede med at fremstille deres egen robinsonade. Elevernes arbejde med opgaven var for en stor del af elevernes vedkommende præget af en tilsyneladende stor indre motivation, som betød, at de løste opgaven med koncentration og engagement. En dreng fra femte klasse viste mig sin opgave og fortalte om sin udfordring med at være ordblind. Drengen viste mig hvordan han brugte CD-ord, når han lavede sin opgave. Han var i gang med, at skrive en meget flot opgave.

Sild bh.kl.-1.klasse

Som en del af et undervisningsforløb om cirkus, skulle de yngste elever selv lave et cirkus. Børnene skulle lave cirkusnumre og fordele rollerne i et cirkus imellem sig. Hvert barn fortalte læreren hvad de havde planlagt at optræde med – og fik hjælp og vejledning af læreren, når de havde behov for det eller deres ideer blev for fantastiske. Alle elever kunne beskrive hvad de skulle og var koncentrerede om projektet. Eleverne var ikke meget for at stoppe projektet, da timen sluttede.

Når jeg vurderer elevernes standpunkt i dansk, matematik og engelsk, hvad ser jeg så: På baggrund af den undervisning, som jeg har set, og de samtaler jeg har haft med eleverne, skolelederen og lærerne, vurderer jeg, at elevernes faglige standpunkt i dansk, matematik og engelsk svarer til det forventelige niveau på de respektive klassetrin.

Hvorvidt, vurderer tilsynsførende, ud fra en helhedsvurdering, at skolens samlede undervisningstilbud står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen?

Ud fra en helhedsvurdering vurderer jeg, at skolens undervisningstilbud står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Hvorvidt den tilsynsførende vurderer, at det er relevant at udtale sig om enkelte elever eller grupper af elever, som skiller sig ud, f.eks. fordi den tilsynsførende vurderer, at de, i kraft af deres behov eller standpunkt, har behov for specialundervisning? På baggrund af det som jeg har set og samtaler med elever, skoleleder og lærere vurderer jeg, at de enkelte elever og grupper af elever, som har brug for specialundervisning, får denne, på en fin inkluderende måde, således alle i klassen er en del af et vigtigt socialt og fagligt fællesskab.

Mit overordnede indtryk af skolen:

Mit overordnede indtryk af skolen er, at den er rammen omkring et godt og trygt skole fællesskab. Overalt møder man en venlig, åben og læringsorienteret stemning. Det er tydeligt, at eleverne har det godt med hinanden, med lærerne og de andre voksne. Lærerne virker meget engagerede i børnene og deres skolegang og læring i bred forstand.

Et af mine besøg faldt på den årlige ”Syng sang dag” og skolen havde indbudt forældre og bedsteforældre til at deltage i morgensangen. Denne sammenkomst af mennesker i alle aldre bidrager til en oplevelse af, at skolen betyder meget for lokalsamfundet.

Hanstholm den 10. juni 2013

Søren Ottosen

0 Kommentarer/i Børnehus, Hummeren, Intranet, Krabben, Laksen, Makrellen, Muslingen, SFO, Silden, Skole /by Thomas Baun
0 svar

Efterlad et Svar

Vil du deltage i diskussionen?
Vær så venlig at deltage!

Skriv et svar Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Seneste Fotos

Se flere på Flickr
← Invitation (forrige emne)
(næste emne) Laksen og Makrellen uge 25 →

Log In


Lost your password?

Forgotten Password

Cancel

Klitmøller Friskole

Skolestien 3
Klitmøller
7700 Thisted

Skole: 29332555
Børnehave: 29332777
SFO: 20305344
Kontakt os
© Copyright - Klitmøller Friskole og Børnehus - Wordpress Premium Theme by Kriesi