Besked fra SFO’en
Kære børn og forældre. Marts 2013
Undertegnede blev ansat primo februar i SFO’en i en tidsbegrænset stilling frem til sommerferien. Jeg indgår dagligt i et godt samarbejde med Marianne, hvor vi forsøger at gøre de 3 fritter-timer til nogle rare timer at være sammen i for både børn og voksne. Det har været dejligt for mig at komme tilbage på skolen og til de kære børn, hvoraf jeg i forvejen kender rigtig mange af dem fra den tid, hvor jeg arbejdede som vikar i Sylen og SFO’en.
Jeg er på én gang både ny og gammel i jobbet. Skolen er rent fysisk, stort set i alt fald, den samme, men har nu en identitet som Friskole og besætningen er ny. Jeg er gammel i gårde i en forstand, men også lige nyuddannet pædagog. Jeg har selv 2 store drenge på 16 og 19 år, som begge har været elever på Klitmøller Skole, så jeg har været en del af skolemiljøet i rigtig mange år. Det er fantastisk vi har en skole her i Klitmøller og jeg føler helt klart det har været et privilegium, at mine drenge har fået lov at vokse op her i byen i cykelafstand til deres skole og blive dannede mennesker blandt andet gennem årene på skolen.
Når det er sagt, så har jeg også i løbet af de knap 2 måneder jeg har været ansat, gjort mig mange tanker om blandt andet takt og tone. Jeg har observeret mange situationer med børnene og har også undret mig over mange ting.
Jeg har f.eks undret mig over, at toiletterne ikke kun bruges til det de nu engang er beregnet til, men at der f.eks foregår lege der og drillerier. Vi har bedt børnene lade være med at kaste unødige ting i toilettet som fx en pakke papirservietter (10 x 20 cm) Det gælder selvfølgelig også håndvasken, så afløbene ikke stopper til fordi vi i bund og grund skal passe på vores ting, ja på vores skole ligesom jeg også formoder det er på hjemmefronten. Fx. skal der heller ikke leges med vinduerne på toilettet ved at kaste ting ud eller ind af vinduet.
Jeg undrer mig også over, at når et barn siger “stop” “lad være” til et andet barn, så er det ikke altid at barnet stopper den “irritation” eller “drilleri” han/hun er i gang med. Det resulterer ofte i frustration, vrede og tårer og vi tager selvfølgelig efterfølgende en snak med børnene i et forsøg på at forstå og lytte til hinanden ift den givne situation. Kort og godt i et forsøg på at have respekt og medfølelse for de mennesker man omgås. Det er selvfølgelig en proces det kan tage tid at lære, men det vil være rigtig dejligt, hvis I forældre også vil tage en snak med jeres børn om, hvordan man selv gerne vil behandles og derved også behandler andre omkring sig.
Jeg undrer mig også over en ret hård tone blandt børnene. Det er muligt de kan en hel masse grimme, sårende ord som vi selvfølgelig godt kunne være foruden, men som ikke nødvendigvis provokerer mig, for jeg mener, det har ligeså meget at sige, hvordan man betoner sine ord. Jeg hører ofte, at man tiltaler hinanden på en hånende, dømmende og nedladende måde, (underforstået jeg er den bedste). Jeg synes det er en ret uheldig tiltaleform. Vi har alle ret til at være her på den måde vi nu engang er skruet sammen på. Det giver ikke den enkelte ret til at udstille, mobbe eller drille en anden, bare fordi han/hun er anderledes end en selv og måske ikke lige har de kompetencer, som man selv synes er de bedste.
Jeg har flere gange haft gode oplevelser i gymnastiksalen med redskabsgymnastik. Det er en fornøjelse at se børnene bruge deres kroppe og udvikle færdigheder. Det eneste lille MEN jeg har i den forbindelse er oprydningen. Alt hvad vi foretager os, kræver jo oprydning. Sådan er det jo også derhjemme. Ingenting kommer af sig selv. Det samme med de kære redskaber vi tager frem – de skal jo også tilbage ind i redskabsrummet igen. Jeg har flere gange oplevet, at især de store børn iler væk hurtigt, lige så snart ordet “oprydning” bliver nævnt. Det er rigtig uheldigt synes jeg. Blandt andet også fordi de store er rollemodeller for de små. For det er vel ikke sådan en kultur vi ønsker – at vi bare “skrider” fra det hele, når det hele ikke lige er sjovt og underholdning hele tiden ?? der er mange af de små der klør på og hjælper til, men nogle af redskaberne er rigtig tunge, så der er bruge for hjælp. Til gengæld havde jeg en episode den anden dag, hvor jeg havde sendt en 1. klasses dreng ud for at finde en af de store til at hjælpe med den tunge springmadras. Han kom “tomhændet” tilbage. Jeg gik så med ham og spurgte en makrel, om han lige ville give os en hånd med den tunge måtte. Der var intet brok, men samarbejde og i løbet af ingen tid var det gjort 🙂 det var rigtig rigtig dejligt at være vidne til 🙂
Som noget nyt i SFO vil vi gerne afprøve ind- og udmeldelse på anden vis end kun magnettavlen. Børnene har ofte travlt med at komme i gang med en leg, men vi som personale, vil gerne lige føle vi har kontakt og gerne øjenkontakt med dem, inden de kaster sig over eftermiddagen. Det hjælper os til bedre at have overblik og holde mandtal. Det er tydeligt, at børnene har lært at bruge magnettavlen og det må de selvfølgelig gerne blive ved med. Men Marianne og jeg vil rigtig gerne når I henter barn, at enten dit barn eller du som forældre selv lige siger til en af os, at I melder ud.
En anden ting der undrer mig, er lysten til at kaste ….ikke med bolde, for det er de jo skabt til, men alt muligt andet – lige fra legoklodser, koste, mad m.m. Denne dårlige vane kunne vi godt tænke os ændrede sig og håber I vil vil tage en snak med jeres barn om dette. De er jo gode til at ramme, så det gør faktisk ondt, når man pludselig får en klods “tyret i fjæset” (Jeg foreslår at kastelegene henlægges til fx.gymnastiksalen med en voksen.)
Udenfor, er det i øvrigt heller ikke særlig rart at få kastet sand, sten, pinde en snebold eller andet i hovedet. Selvfølgelig opstår nogen af “sammenstødene” ved et uheld. Det er klart nok, men det leder mig straks ind på det at tage ansvar. Især for egne handlinger. Jeg oplever meget ofte, faktisk så tit, at jeg nærmest opfatter det som en kultur, at mange af børnene ikke tager ansvar for det de gør eller siger. De går i forsvar med det samme ….”det er ikke mig der har gjort det” alt imens de har frygtelig travlt med at sende ansvaret videre til en anden. Det er en uheldig tendens ikke at kunne stå ved det man har været involveret i, velvidende at vi alle sammen som mennesker kommer til at gøre noget, som vi efterfølgende fortryder, at vi gjorde eller sagde. Det er vigtigt, at man efterfølgende kan kigge den anden i øjnene og sige “det er jeg ked af jeg gjorde, det må du undskylde”. Måske ligefrem selv være med til at løse problemstillingen, ved evt at deles om tingene, ved med tiden måske at kunne forstå, at alle legoklodserne fx. ikke nødvendigvis kun tilhører MIG – det kan være træls at skulle deles om tingene, men på skolen tilhører tingene jo os alle.
Et par dage før påskeferien, havde vi en eftermiddag, som jeg lige vil knytte et par kommentarer til.
Det er sådan, at når en voksen siger nej til en given ting, så mener vi, Marianne og jeg det og beder om, at det bliver accepteret. Det kan godt være man synes det er træls, forståeligt nok, men det giver ikke det enkelte barn ret til at sende vreden, frustrationen ud over hele skolen f.eks i form at vælte reoler i aulaen, så sko og tøj flyder over det hele eller rive i skolebøger og plakater og vælte malede papkasser med påskeharer og hø på gulvet. Faktisk var jeg lige ved at gøre klar til at fotografere “påskedyrene” og ser så, til både de børn som havde kreeret og min egen ærgelse, at kasserne bevidst var smidt på gulvet. Ej, hvor var det en træls følelse og jeg tænkte, er det sådan vi vil behandle hinanden? Destruktiv handling, hvor man smadrer tingene og går amok fik mig til at stille spørgsmålstegn ved, om det er sådan en skole vi vil have? nej, vel næppe. Ovenstående synes hverken acceptabel for børn eller os ansatte. Ivan tog en alvorlig snak med børnene næste dag til morgensamling og jeg kan heldigvis sige, at resten af ugen forløb godt og med rigtig mange af de gode oplevelser.
Nu kan det være I tænker sikke en skrappert hende Sus der – men nej, det handler om at et godt arbejdsmiljø for personalet på skolen både i dag- og eftermiddagstimerne. Et godt arbejdsmiljø er lig et godt miljø for jeres børn. Så derfor denne lille skrivelse her, som jeg håber I tager til jer og bruger til en god dialog med jeres barn/børn om, hvordan en god opførsel er på skolen og om hvordan vi ønsker at indgå i et samspil og en relation med andre mennesker og ikke mindst, hvordan vi passer på vores skole. Det vil være rigtig fint, hvis vi på lang sigt alle kan lære at udvise respekt for andre, have medfølelse og der ved også tage ansvar for sig selv og andres velbefindende.
Lad dette være afslutningen på brevet her og håber påskeferien har været god for store og små og så glæder vi os til at tage fat på en frisk igen her efter påskeferien 🙂
Kærlig hilsen
Sus
Flot skrevet, Sus, og få sat ord på!