Forældrebrev i Muslingerne januar 2012
Så er vi kommet over jul og nytår og vi håber at I alle er kommet godt over alle festlighederne.
Nu er vi i januar måned og vi starter ud med at tage til fødselsdag hos Rosa i morgen fredag den 6.januar. Vi skal afsted fra børnehaven kl. 9 så vi vil gerne at alle er i børnehaven til denne tid. Dejligt at vi kan starte en kold, blæsende januar med en fødselsdag.:)
I januar og februar vil temaet på vores gruppedage være trafik. Vi finder det utrolig vigtigt at alle ved hvordan man begår sig i trafikken når man er ude på tur, sådan at vores ture bliver en fornøjelse for alle. Vi har jo en ugentlig tur dag og derfor er det ekstra vigtigt at alle kan gå ordentlig i trafikken.
Indholdet vil være at vi lærer at gå to og to, sikkerhed i trafikken samt at man øver sociale kompetencer samt empati ved at gå store og små blandet og hjælpe hinanden. Vi vil selvfølgelig øve dette på vores små ture i Klitmøller, men også ved at lege forskellige situationer vha. en planche, små biler og figurer. Endvidere vil vi læse historier om trafik og farvelægge relevante trafiktegninger etc.
I februar vil vi også arbejde med fastelavn og der vil blive slået katten af tønden den 20. februar, men det får I mere information om når vi kommer dertil.
Vi vil gerne hvis alle kan være i børnehaven kl. 9 hver tirsdag og onsdag, da det er disse dage hvor vi har gruppedage og skal på tur.
Godt nytår
ønsker
Vivian & Camilla
Som I kan læse af det fælles nyhedsbrev er januar min sidste måned her i Klitmøller. Jeg har nydt at samarbejde med Jer om Jeres børn og det bliver svært at sige farvel på min sidste dag, men jeg har følt at det var nødvendigt for mig at få et job i Thisted, så jeg bedre kan få mit arbejds- og familieliv til at hænge sammen. Jeg vil ikke sige farvel, men hellere sige: vi ses!
Kærlige hilsner Camilla
Efterlad et Svar
Vil du deltage i diskussionen?Vær så venlig at deltage!